mandag den 26. november 2007

Google docs

Jeg publicerede lige min anmeldelse ved hjælp af google docs. Simpelt nok!

Joe Hill: Dødens jagt

anbefalet af Thomas Christian Jensen

Ny gyser fra en ukendt forfatter, med en kendt far

Dødens Jagt er den første roman af en ret ukendt forfatter: Joe Hill. Men hans far er ikke ukendt. Det er nemlig ingen ringere end Stephen King. Dødens jagt, er i den grad en gyser i Stephen Kings ånd. Faktisk minder den, ifølge mange anmeldere, om den unge Kings gysere fra 70erne, hvilket jeg er absolut enig i. Jeg kommer især til at tænke på Christine. Og det er jo ikke dårligt!

Hovedpersonen Jude Coyne er en afdanket rockstjerne, der på en Internetauktion finder en noget bizar genstand, til hans i forvejen bizarre samling. Nemlig et spøgelse, som kommer med den afdødes jakkesæt. Hvad han troede var en joke, viser sig at være dødsensfarligt. Spøgelset forsøger at myrde ham, og han kan ikke slippe af med det, da hans kæreste brænder jakkesættet.
Spøgelset er nemlig en hævn fra søsteren til en groupie, der tog sit liv pga. af ham.
Han er nu nødt til at opsøge hende, da det er hans eneste mulighed for at slippe af med sin forbandelse. Men det følger ham, uanset hvor han er…

Ligesom i sin fars historier, er denne gyser en kombination af overnaturlig spænding og en personlig psykologisk historie, med metaforiske ”spøgelser” fra hovedpersonens barndom. Den er dog mere moderne, med mange ”goth” undertoner. Han er måske i endnu højere grad end King interesseret i det brutale og absurde. Lidt for meget efter min smag, men det er stadigvæk hæsblæsende spænding og effektivt gys.

Kategori: Spænding

Emneord: gys rockmusik USA

Forlag: Politiken

fredag den 23. november 2007

Wikis

I kan godt glæde jer til næste uge. Emnet er Wikipedia (og andre wikis). Personligt har jeg fået stor glæde ud af Wikipedia. Det er meget oplysende og ikke så ukorrekt som det tit for ry for. I kan ved selvsyn se, hvordan fungerer med diskussionssiden, klager og cleanup. Det danske wikipedia er dog lidt mangelfuldt. I skal oprettes som wikipedianere, hvilket giver jer mulighed for selv at redigere i artiklerne. Den artikel i skal lege med er naturligvis, den om Jammerbugt Bibliotekerne. Jeg er selv begyndt på artiklen. Jeg har ikke sagt for meget i den! Har i nogle ideer til hvilke oplysninger der skal med?

tirsdag den 13. november 2007

Second Life

Andre steder, hvor de har beskæftiget sig med 23 ting, har man også inkluderet Second Life. Det har vi ikke i nordjylland. Dette er både forståeligt og synd.

Forståeligt fordi den praktiske anvendelse af Second Life i Bibliotekssammenhæng måske er tvivlsom. Desuden er det en tidsrøver uden lige. Det er måske også noget "teenageagtigt" og i længden bliver det kedeligt, sammenlignet med, f.eks. online spil.

Men det er også synd. Især fordi det er vildt fascinerende (i starten). Man bliver virkeligt introduceret til en alternativ verden, hvor man kan lave sin helt egen personlige avatar, med det udseende man ønsker. Man kan møde et stort antal mennesker fra hele verden "face to face".

Jeg vil opfordre jer alle, til at prøve det derhjemme, meen hvis I er trætte af at sidde foran en PC i timevis fra arbejdet, bør i holde jer langt væk, for man bliver grebet af det!

P.S: Stem på Villy!

onsdag den 7. november 2007

Del.icio.us

Jeg håber ikke i har haft besvær med ugens opgaver. Vi skal naturligvis vælge den version, der er uden "knapper", som der stod i den mail, i alle forhåbentlig har fået.
Jeg er selv begyndt på en samling links, der drejer sig om mit favoritemne: fantasy og science fiction (og alt der ligger imellem og ligner og osv?) Jeg har endnu ikke noget at dele mine links med, men der skulle vel også være nogen med samme interesser i Jammerbugt Bibliotekerne, ikke?

http://del.icio.us/thomasjbugt